blandt de mest sjove ord på engelsk er “dagnabbit.”Det er fyldt med meget sjove hårde stavelser, og for de fleste amerikanere høres det oftest ud af tegneseriemunden til Yosemite Sam, der har en sjov stemme og en stor hat (store hatte er også sjove).
men den måde, ordet udviklede sig på, er ikke rigtig sjovt. Det er mørkt og ildevarslende og brolagt med frygt. “Dagnabbit “sammen med de engelske ord” bjørn “og” ULV ” er kreationer af en skræmt befolkning, bange for væsener synlige og ikke.
disse ord kaldes blandt lingvister tabu deformationer. De er ord, vi skabte, fordi vi på en meget fantasy-roman slags måde er bange for de sande navne på vores fjender og overherrer. Dagnabbit er et eksempel på den opfattede kraft af ord til at skade os.
det er let at antage, at sprog for alle dets variationer og kompleksiteter er en genvej, en måde at formidle mening gennem lyde, der repræsenterer begreber. Men sproget selv har magt. Ordet for et bestemt koncept er ikke kun et symbol; det er bundet på en eller anden grundlæggende måde til selve konceptet. Dette dukker op i menneskehedens ældste historier: ideen er, at hver ting—person, Gud, objekt—har et sandt navn, og at viden om det sande navn formidler magt. Der er historier om det sande navn på den egyptiske solgud Ra, af den jødiske monoteistiske Gud, og senere af forskellige engle og dæmoner og troldmænd i historier lige fra Bibelen til, uh, Earthsea fantasy romaner skrevet af Ursula K. Le Guin.
i historier som dem ovenfor er ens sande navn en omhyggeligt bevogtet hemmelighed, og hvis nogen finder ud af dit sande navn, er du slags skruet; den person vil have alle mulige magt over dig. Men dejligt, dette koncept oversættes også til hverdagen, ikke-fantasy-romanliv. Bortset fra at vi ikke altid ved det.
den virkelige version af denne meget sjove ide er lidt anderledes, dels fordi mennesker ikke er helte på skalaen af Odysseus eller Den jødiske gud eller Duny fra en troldmand af Earthsea. I stedet er vi svage, skrøbelige idioter, der ikke rigtig kan udnytte kraften i sande navne; i stedet er vi bange for dem og risikerer grusom død, hvis vi bruger dem.
“Taboo deformation er en mulig måde for et ord at ændre dets betydning,” siger Andrei Byrd, professor i lingvistik ved University of Kentucky, der specialiserer sig i indoeuropæiske sprog. Grundlæggende er vi bange for de sande navne på bestemte væsener eller begreber, for at bruge dem kan betyde, at vi indkalder dem, som vi ikke ønsker, eller vrede dem, som vi bestemt ikke ønsker, eller blot gøre andre mennesker gale på os, hvilket er lidt mindre dårligt, men stadig ikke ideelt. Det sande navn er magtfuldt, og vi normale mennesker kan ikke håndtere den magt. Så vi undgår at bruge det sande navn, men nogle gange er vi stadig nødt til at kommunikere med hinanden om disse væsener eller begreber. Det betyder, at vi er nødt til at finde ud af en måde at tale om noget på uden at bruge det egentlige ord til det.
et godt eksempel på dette er ordet “bjørn” på engelsk. “Bjørn” er ikke det rigtige navn på bjørnen. Det navn, som jeg er fri til at bruge, fordi den eneste bjørn i nærheden af, hvor jeg bor, er den decideret unthreatening Amerikanske sortbjørn, er h₂ Krust. Eller i det mindste var det i Proto-Indo-europæisk, det hypotetiske basissprog for sprog, herunder engelsk, fransk, Hindi og russisk. Bjørnen var sammen med ulven det mest skræmmende og farligste dyr i de nordlige områder, hvor Proto-Indo-europæisk blev talt. “Fordi bjørne var så dårlige, ville du ikke tale direkte om dem, så du henviste til dem på en skrå måde,” siger Byrd.
h₂-Kript-Kritos, der udtales med en masse guttural lyde, blev grundlaget for en masse andre ord. “Arktisk”, for eksempel, hvilket sandsynligvis betyder noget som ” bjørnens land.”Det samme med Arthur, et navn, der sandsynligvis er konstrueret til at fange noget af bjørnens magt. Men på germanske sprog kaldes bjørnen…bære. Eller noget lignende. (På tysk er det B kr.) Den dominerende teori er, at dette navn kom fra en simpel beskrivelse, der betyder “den brune.”
på slaviske sprog blev beskrivelserne endnu bedre: det russiske ord for bjørn er medved, hvilket betyder “honningspiser.”Disse navne blev ikke gjort for at være søde; de blev skabt af frygt.
det er værd at bemærke, at ikke alle var så bange for bjørne. Nogle sprog tillod det sande navn på bjørnen at udvikle sig på en normal måde med mindre ændringer; det græske navn var arktos, det latinske ursos. Stadig det rigtige navn. I dag på fransk er det vores, og på spansk er det oso. Bjørnen var simpelthen ikke så stor af en trussel i de varmere klimaer af romanske sproghøjttalere, så de gider ikke at være bange for sit sande navn.
et andet eksempel er den måde, hvorpå jøder nægter at bruge Guds sande navn, som består af fire hebraiske bogstaver, der stort set svarer til de latinske bogstaver Y, H, V og H. (måske. På hebraisk kan symbolerne, der stort set svarer til Y og V, også bruges som vokaler.) Alligevel taler jøder traditionelt ikke dette ord, og når det er skrevet, er der specifikke regler om, hvordan man behandler det papir, det er skrevet på. Nogle gange er dette endda blevet anvendt på oversættelser; jeg fik at vide på hebraisk skole at skrive ordet “Gud”, som er af germansk oprindelse og ikke vises i nogen af de vigtige jødiske hellige bøger, som “G-D.” Dette var nyttigt, fordi ingen rituelt ville begrave vores mjødkompositionsbøger.
men YHVH vises gennem hellige bøger, og for at tale om Gud er jøder kommet med snesevis af muligheder. Hashem betyder, bogstaveligt talt, ” navnet.”Adonai betyder “herre”, Elohim betyder…det er der ingen, der er helt sikre på. Måske “magten” eller “det guddommelige” noget i den retning. Med nogle tabubelagte deformationer, som “Bjørn”, har vi dybest set erstattet det sande navn med noget andet; ikke mange mennesker ved, at det endda er en erstatning. Guds jødiske navn er nedskrevet, og det er stadig kendt, men i andre tilfælde kan deformationen overtage.
der er alle slags ting, som vi som mennesker er for bange for at bruge dets rigtige navn. Gud, jo da, altid slå folk, meget skræmmende. Bjørne, samme ting, selvom “smiting” måske ikke er korrekt ord for et bjørneangreb. Nogle ord, som etniske sludder, er så frastødende, at de slet ikke kan bruges eller er begrænset til brug i gruppen.
der er også noget, der hedder “svigermor sprog”, som ikke er nøjagtigt sprog. På nogle sprog—øst-centrale etiopiske sprog som Kambaata, Australske aboriginale sprog som Dyirbal—der er et tabu, der forhindrer nygifte i at kommunikere direkte med svigerforældre. Det kommer ud på forskellige måder; du skal muligvis adressere anmodninger til en livløs genstand eller et dyr (“hund, jeg vil helt sikkert gerne have det, hvis saltet blev sendt til mig”) eller måske undgå at bruge selv de grundlæggende lyde i din svigers navn.
alligevel er det en måde, en tabu deformation tager fat på: bare ignorerer det sande navn og kommer op med en beskrivelse for at henvise indirekte til det. Men det er ikke, hvad der skete med dagnabbit.
et grundlæggende problem med at ændre et sandt navn er, at du ikke helt kan ændre det. Du kan beskrive det, som med “bjørn”, men hvis du besluttede, at i stedet for h₂-krudt, ville du bare kalde bjørnen, jeg ved det ikke, bing-bong, ingen ville vide, hvad du mente, og hele øvelsen ville være meningsløs. Så en meget luskede måde at undgå at bruge et sandt navn er at bare nappe det lidt.
der er regler for, hvordan du kan justere et navn. Hvis du ændrer det for meget, vil ingen vide, hvad du mener; hvis du ikke ændrer det nok, kan folk antage, at du bruger det rigtige navn, hvilket er det, du forsøger at undgå i første omgang.
så for at finde den rigtige balance kan du kun ændre bestemte lyde for visse andre lyde i en strategi kaldet dissimilering. Individuelle lyde, der udgør ord, kaldes fonemer, og de kommer i grupper. Der er nasale fonemer, som er lyde, der er lavet ved at frigive luft gennem din næse, som “m” og “n.” konsonanterne “k” og “g” og “b” og “p” er par: de produceres meget, meget ens i munden. Vokaler som “oh” og ” oo ” er ens, også; bare mindre justeringer af positionen af din tunge. Prøv at lave disse lyde lige nu. Næsten identisk, ikke?
men hvis du bare bytter en lyd ud for en meget lignende anden lyd, kan det være lidt for tæt. I tilfælde af et ord som “fuck,” som vi frygter, fordi det henviser til køn og også fordi socialt pres indikerer, at det er et ord, vi ikke skal sige meget ofte, bare ændre vokallyden fra, sige, “uh” til “ah,” som er lignende lyde, har måske ikke rigtig det resultat, vi ønsker. Hvis du råber ” fahk!”nogen tror måske bare, at du forbander, men med en accent. Så vi ændrer den første” f “konsonant meget lidt, fra” f “til” fr”, hold den endelige” k ” og skift vokalen mere markant. Sådan får vi “freak” og “frick”, som ligner det oprindelige ord, at alle ved hvad du mener, men anderledes nok, at ingen tror, du forbander. En anden måde ville være at komme med ord, der lyder virkelig ens, men er ord i deres egen ret: det er sådan kristne, der ønsker at undgå at sige “Jesus Kristus” ender med “ost og ris.”
strategierne bliver mere dybtgående end det, og vi er nødt til at vove os videre for at afkode “dagnabbit”, som selvfølgelig er en tabu deformation af ordet “goddammit.”For at gøre det, lad os nedbryde” goddammit “i to dele:” Gud “og” dammit.”
en strategi kaldes metatese, som udtales med vægt på den anden stavelse, som “meh-TAGH-thuh-sis.”(“Agh “er den måde, jeg skriver vokallyden i” kat.”) Metatese er en skift af lyde inden for et ord. Temmelig simpelt: i stedet for” Gud “ville du sige” hund.”Brug en vis dissimilering til vokalen—skift “ah” til “agh”—og du ender med “dag.”Fremragende! Halvvejs færdig!
“Nabbit” som en omskifter til “dammit” er sjovere, fordi vi får brug for både dissimilering og metatese. “M “og” n”, husk, er parret sammen, meget lignende lyde. Så bytte ud en til en anden. “D” og ” b ” er også par: de kaldes stop, hvilket betyder at du stopper luftens bevægelse fra munden. (Det er i modsætning til en lyd som “s”, som teoretisk kunne fortsætte, så længe du har luft i lungerne. Men du kan ikke lave “d” eller “b” lyde uden at stoppe luften fra at strømme.)
så ved hjælp af dissimilering kommer vi til “bannit.”Temmelig god, men ikke stor. Hvad hvis vi bruger metatese til at bytte placeringen af vores nye konsonanter inden for det ord? Ah ha! Nabbit. Sæt dem sammen, og vi har fundet ud af dagnabbit. Dette giver os også en nøgle til at lave vores egne tabubelagte deformationer, hvis vi vil. For eksempel! Jeg er træt af vinteren. Vinter bør være et dårligt ord. Henvis altid til vinteren som ” møller.”Med held og lykke, ved at undgå den mørke sæsons sande navn, kan vi undgå at indkalde det tilbage næste år.