hvis en sproglærer bliver spurgt, hvad de mener, at målet med et sprogkursus er, ville de sandsynligvis svare, at det er at undervise i grammatik og ordforråd på dette sprog. Men hvis de bliver spurgt, hvad deres mål er som sprogstuderende, vil de sandsynligvis svare, at det er at kunne kommunikere på det sprog.
jeg siger ikke, at målet med et sprogkursus i virkeligheden er at undervise udelukkende grammatik og ordforråd — ja, i det mindste burde det ikke være bare det længere. (Jeg har været i et kursus med en sådan forældet tilgang, og resultaterne var selvfølgelig dårlige). Heldigvis er fokus for andetsprogsundervisning flyttet fra rent undervisning i grammatik og ordforråd til at give færdighederne til effektiv kommunikation. I lingvistikterminologi skal et sprogkursus ikke kun have” sproglig kompetence “som mål, men” kommunikativ kompetence ” generelt.
men hvad betyder disse udtryk? Kommunikativ kompetence er et udtryk opfundet af Dell Hymes i 1966 som reaktion på Noam Chomskys (1965) forestilling om “sproglig kompetence”. Kommunikativ kompetence er den intuitive funktionelle viden og kontrol af principperne for sprogbrug. Som Hymes bemærker:
” … et normalt barn erhverver viden om sætninger ikke kun som grammatisk, men også som passende. Han eller hun erhverver kompetence med hensyn til hvornår man skal tale, hvornår ikke, og hvad man skal tale om med hvem, hvornår, hvor, på hvilken måde. Kort sagt bliver et barn i stand til at udføre et repertoire af talehandlinger, at deltage i talehændelser og at evaluere deres gennemførelse af andre.”
(Hymes 1972, 277)
med andre ord skal en sprogbruger bruge sproget ikke kun korrekt (baseret på sproglig kompetence), men også passende (baseret på kommunikativ kompetence). Selvfølgelig mindsker denne tilgang ikke vigtigheden af at lære et sprogs grammatiske regler. Faktisk er det en af de fire komponenter i kommunikativ kompetence: Sproglig, sociolingvistisk, diskurs og strategisk kompetence.
- sproglig kompetence er kendskabet til sprogkoden, dvs.dens grammatik og ordforråd, og også konventionerne for dens skriftlige repræsentation (script og ortografi). Grammatikkomponenten inkluderer viden om lydene og deres udtale (dvs. fonetik), de regler, der styrer lydinteraktioner og mønstre (dvs. fonologi), dannelsen af ord ved hjælp af f. eks. bøjning og afledning (dvs. morfologi), de regler, der styrer kombinationen af ord og sætninger for at strukturere sætninger (dvs. syntaks), og den måde, hvorpå betydningen formidles gennem sprog (dvs.semantik).
- Sociolingvistisk kompetence er viden om sociokulturelle brugsregler, dvs.at vide, hvordan man bruger og reagerer på sprog korrekt. Hensigtsmæssigheden afhænger af indstillingen af kommunikationen, emnet og forholdet mellem de mennesker, der kommunikerer. Desuden afhænger det at være passende af at vide, hvad tabuerne i den anden kultur er, hvilke høflighedsindekser der bruges i hvert tilfælde, hvad det politisk korrekte udtryk ville være for noget, hvordan en bestemt holdning (autoritet, venlighed, høflighed, ironi osv.) udtrykkes osv.
- Diskurskompetence er viden om, hvordan man producerer og forstår mundtlige eller skriftlige tekster i henholdsvis tale/skrive og lytte/læse. Det er at vide, hvordan man kombinerer sprogstrukturer i en sammenhængende og sammenhængende mundtlig eller skriftlig tekst af forskellige typer. Diskurskompetence handler således om at organisere ord, sætninger og sætninger for at skabe samtaler, taler, poesi, e-mail-beskeder, avisartikler osv.
- strategisk kompetence er evnen til at genkende og reparere kommunikationsnedbrud før, under eller efter de opstår. For eksempel, højttaleren kender muligvis ikke et bestemt ord, således planlægger at enten omskrive, eller spørg, hvad det ord er på målsproget. Under samtalen, baggrundsstøj eller andre faktorer kan hindre kommunikation; således skal højttaleren vide, hvordan man holder kommunikationskanalen åben. Hvis kommunikationen ikke lykkedes på grund af eksterne faktorer (såsom afbrydelser) eller på grund af, at meddelelsen blev misforstået, skal højttaleren vide, hvordan man gendanner kommunikationen. Disse strategier kan være anmodninger om gentagelse, afklaring, langsommere Tale eller brugen af bevægelser, skiftes i samtale osv.
disse fire komponenter i kommunikativ kompetence skal respekteres i undervisningen i et fremmedsprog —og de er normalt ved moderne undervisningsmetoder, der anvendes i andetsprogsundervisning. Normalt læres de fleste af ovenstående bedst, hvis sproglæreren fordyber sig i kulturen i et land, der taler målsproget. Ville det ikke være dejligt, hvis sprogundervisningsmetoderne hjalp sprogelever med at nå kommunikativ kompetence i høj grad, selvom eleven aldrig har fordybet sig i målkulturen?