Nergal, i Mesopotamisk religion, sekundær Gud af den Sumero-akkadiske pantheon. Han blev identificeret med Irra, den brændte jords og krigs gud, og med Meslamtaea, den, der kommer ud fra Meslam. Cuthah (moderne Tall Ibrāhīm) var den ledende centrum af hans kult. Senere troede han, at han var en” ødelæggende flamme”og havde epitet sharrapu (“brænder”). Assyriske dokumenter fra det 1.årtusinde f. kr. beskriver ham som en velgører af mænd, der hører bønner, genopretter de døde til liv og beskytter landbrug og flokke. Salmer skildrer ham som en gud af pest, sult og ødelæggelse.
den anden sfære af Nergals magt var underverdenen, hvoraf han blev Konge. Ifølge en tekst faldt Nergal, eskorteret af dæmoner, ned til underverdenen, hvor gudinden Ereshkigal (eller Allatum) var dronning. Han truede med at afskære hendes hoved, men hun reddede sig selv ved at blive hans kone, og Nergal opnåede Kongedømme over underverdenen.
Nergal var ikke fremtrædende i epos og myter, skønt han havde en rolle i epos af Gilgamesh og Syndfloden historie. Kulten af Nergal var udbredt ud over grænserne til Sumer og Akkad, hvor den først dukkede op. Han havde et fristed ved Mari (moderne Tell Al-Karrusar Karrus), på Eufrat. Han er navngivet i inskriptioner af assyriske konger, og bevis for hans kult findes i Kanaan og i Athen.