Samfundsorganisering, metode til at engagere og styrke mennesker med det formål at øge indflydelsen fra grupper, der historisk er underrepræsenteret i politikker og beslutningstagning, der påvirker deres liv.
Samfundsorganisering er både en taktik til at tackle specifikke problemer og problemer og en langsigtet strategi for engagement og bemyndigelse. Langsigtede mål for samfundsorganisering er at udvikle de interne kapaciteter og øge beslutningskraften og indflydelsen fra underrepræsenterede grupper.
Samfundsorganisering er ofte en stedbaseret aktivitet, der bruges i kvarterer med lav indkomst og mindretal. Det bruges også blandt fælles interessebaserede” samfund ” af mennesker, såsom nye indvandrergrupper, der har begrænset deltagelse og indflydelse i beslutningsprocessen, der påvirker deres liv.
i samfundsorganisering er medlemmer af samfund organiseret til at handle kollektivt på deres fælles interesser. Saul Alinsky er almindeligt anerkendt som grundlæggeren af samfundsorganisation. Alinsky opstod som en samfundsorganisator i anden halvdel af 1930 ‘ erne. Hans tanker om organisering var stærkt påvirket af den militante arbejderbevægelse i USA, der opstod på det tidspunkt. Alinskys tilgang understregede demokratisk beslutningstagning, udvikling af oprindeligt lederskab, støtte fra traditionelle samfundsledere, adressering af folks egeninteresse, brug af konfliktstrategier og kamp for specifikke og konkrete resultater. I slutningen af 1960 ‘erne og 1970’ erne omfavnede mange liberale og liberale fonde hans metode til samfundsorganisering som et alternativ til den radikale aktivisme og oprør, der fandt sted på det tidspunkt i USA. byer.
fokus for Alinsky-type organisering er på at styrke de interne bånd blandt mennesker, der deler lignende værdier og interesser. Arbejder hovedsageligt gennem etablerede organisatoriske netværk, såsom kirker, mobiliserer disse bestræbelser beboere til handlinger, der konfronterer magtfulde mennesker og institutioner i et forsøg på at få dem til at handle anderledes. I konfliktorganisering menes stærke interne samfundsbånd at være tilstrækkelige til at styrke mennesker og påvirke ændringer. I praksis afviser nogle konfliktarrangører eksplicit at udvikle foreninger med magthaverne af frygt for at få gruppemedlemmer coopted, når de deler ansvar med mennesker i fordelagtige stillinger.
en alternativ tilgang til konfliktbaseret samfundsorganisering er konsensusmetoden. Konsensusorganisation opstod i det sidste årti af det 20.århundrede. I modsætning til konfliktorganisering er konsensusorganisering opmærksom på udviklingen af stærke og svage bånd—nemlig både pleje af internt samarbejde mellem interessegrupper og skabelse af arbejdsforhold med dem, der har magt og indflydelse. Målet er at skabe nye organisationer og ledere, der er mere bredt rodfæstede, med vægt på at etablere nye positive forbindelser til regeringen og andre beslutningsindflydende institutioner.