dette er en eller anden måde udvidet kommentar og komplement snarere end et svar (Jeg har allerede opstemt Ashens svar).
antallet af samlede ord i en ordbog eller antallet af samlede ord til college eller grundlæggende samtale er undertiden forudindtaget af ordets betydning. Lad os tage et eksempel ud af mange: “skrivemaskine” v/S “M. Den engelske modstykke er et sammensat ord, foreningen af substantivet “type”, verbet “at skrive” og suffikset “-er” (noget der skriver ved hjælp af typer), men bliver et ord med sin egen ordbogspost. Den spanske modstykke er også sammensat af tre leksemer (indholdsenhed på sprog, inklusive ord, rødder og adfikser), bare at hvert lekseme er sit eget ord, og der er ingen individuel post i ordbogen for konceptet. En bogstavelig oversættelse til engelsk ville være”maskine til skrivning”. Samme koncept, samme antal leksemer, endnu en ordbogspost mere på et sprog end i det andet.
på den anden side er ordbogsord for det meste rødder: den ikke-afviste form af et ord. Så i en ordbog finder du ordet “hund”, men ikke ordet” hunde”, og ordet” (til) gå “men ikke ordene” gåture”,” gik”,”gå”.
antallet af ordvarianter på spansk er meget højere end antallet af ordvarianter på engelsk. Et almindeligt verb på spansk har over 50 konjugationsformer sammenlignet med fire forskellige former på engelsk. Antal og køn declinations i adjektiver og artikler. Køn declination i substantiver undertiden tilføje ekstra betydninger. Pronominale verb har en skiftet betydning uden at tilføje et andet ord som ordbogsindtastning osv.
Aditionally engelsk har mere uregelmæssige flertal, der fortjener en anden ordbogspost end den entallige modstykke, og endda spanske uregelmæssige verb har mange mønstre, som ordbogsforfattere ikke er ligeglade med at give de fleste uregelmæssige former som ordbogsposter.
så en forskel i at tælle ord er, hvad definerer du som et ord (og hvordan et sprog fungerer sin kortlægning mellem leksemer og ord) og hvad du tæller som forskellige ord.
den anden forskel i ordbogslængde er ordbogsforfattere. Det spanske sprog har et meget centraliseret og normalt konservativt organ, der regulerer, hvad der går ind i den officielle ordbog for det spanske sprog: Diccionario de la lengua Espa larsola af Real Academia de la Lengua (RAE). Uafhængige ordbogsforfattere og mærker går ikke for langt fra Raes ordbog. Mens RAE var det centrale Sprogakademi, var RAE indtil de seneste år for det meste en spansk institution (spansk fra Spanien), mens Sprogakademierne i andre spansktalende lande var underlagt Royal Academy. Meget regionale ord fra en bestemt region i Spani Spanien ville være mere tilbøjelige til at komme ind i den officielle ordbog (v. g. “altor”) end ord med mere omfattende brug i Latinamerika. Før internet-æraens allestedsnærværende, processen for RAE at indrømme et nyt udtryk, enten opfundet på spansk, lånt fra andet sprog, eller slang i enhver region i den spansktalende verden, var en langsom proces, milestoned af udgaver af det trykte værk, og centraliseret i Spanien. Processen er ændret, og i øjeblikket er mange nye ord som “tuit” (kvidre) blevet accepteret.
Ordbogsforfattere på engelsk har normalt været mere liberale i at acceptere nye ord, da de har en mere beskrivende end receptpligtig tilgang. De ønsker, at ordbogsbrugerne skal vide, hvad det uklare ord, der findes i den uklare tekst af en engelsktalende forfatter, betyder, snarere end at fortælle ordbogsbrugere, hvilken form og brug af ordet er.
så, hvordan du tæller ord (“m.kr.” v/S “type-skriv-er”), og hvordan du tæller forskellige ord (“caminar, camino, caminasa, caminando, caminase, Camin Karr, caminara, caminar Karr, caminado osv.”v/s” gå, gå, gå, gå”) vil gøre en forskel i antallet af ord, der er nødvendige for college niveau eller afslappet samtale. Et ordbogsforfatterskab og kriterier tilføjer også en forskel i ord, der tælles som ordbogsposter. Alt dette uden at påvirke generel udtryksevne på begge sprog.