gal, forvirret, eller søvnig.
det er da jeg ser mig.
min krop er ikke et billede af Gud, det er mere som statisk på TV.
jeg er kriminel, i min bedste alder.
omtrent lige så rig som en krone.
det er for evigt min.
jeg står over for mørke i essensen af mit udseende.
ingen bog kan få mig til at gnistre,
ingen viden kan gøre mig smuk.
kriminelle øjne blev venlige.
hvorfor er sort og hvid ikke grå?
min pande fortæller mig mere om mig end mine øjne.
min bløde hage afslører en tynd film af sand vision.
som om jeg kvæler virkeligheden.
mine linjer blander sig på min pande.
at se mine overtrædelser får mig til at vide, hvem jeg er, at jeg ikke er, hvad jeg forestiller mig, men hvad jeg gør.
alt det tyvagtige og hærværk fik mig virkelig til at falde fra himlen.
synder mod ejendom.
jeg siger “min godhed”, når forvirring perfekt møder galskab.
jeg lærer mig selv at nevermind sand sorg.
trist er, hvad jeg er, når jeg søger efter mig i en anden mand.
en mand med gode gerninger overgår mig.
han gør mine svage strukturer sikre.
han får mig til at frygte riget i hans øje.
men jeg så ham ikke som barn.
han forsøgte at ordne noget, som han aldrig kunne.
han er ikke klar over, at et sandt selv kunne findes i mørket.
men sammenlignet med nylige forbrydelser er jeg så ren som 0.995.
jeg bliver aldrig så original som gamle rim.
ord har brug for vision bag dem.
men jeg ser altid det samme.
jeg ser flydere i Mine øjne.
det, der betyder noget, er, når jeg genkender mig i alle dele.
jeg ser det gode i mig, og det kan ikke være mig.
jeg kan kun være min forbrydelse, min viden om barmhjertighed eller frygt for Gud.
frygt i hans navn er ikke det samme som frygt for sig selv.